Fernisering af værket “RUSH” – 2023
“Jeg hørte første gang om Noah, da jeg ved et tilfælde så hans værk til KVUC på LinkedIn. Jeg kontaktede Noah, og vi mødtes for at drøfte et muligt kommende markant værk til Tornbjerg Gymnasium.
Noah har i hele processen været god til at give og modtage sparring i dialog med mig og skolens Kunstudvalg. Han har hurtigt pejlet sig ind på, hvad vi ledte efter, og han har talt med vores elever og fået indblik i ”Tornbjergånden”. Nysgerrighed, venlighed, åbenhed, ro og refleksion
har været kendetegnede for Noahs arbejdsproces hos os.
Noahs sans for detaljer og præcision oplevede vi ikke kun i det færdige kunstværk, men også i processen. Han gennemførte for eksempel undersøgelser af elevernes tid på de sociale medier og undersøgte systematisk indholdet af flere elevers skoletasker, for at kunne gengive elementer fra unge-livet troværdigt og helt up to date. Processen involverede skolens elever på en helt speciel måde.
Noah gør sig umage. Han udstråler præcist det modsatte af ungdommens ”Rush”, som er titlen på hans store og flotte kunstværk til os på Tornbjerg.
Han har haft et forbilledligt samarbejde med vores pedelgruppe omkring mange af de praktiske ting, der følger med, når man står og arbejder på et værk på en levende skole fyldt med elever.
Han har skabt et værk, som vi er meget glade for, at som jeg med glæde og stolthed vil vise
frem for elever og skolens andre gæster i mange år fremover.”
– Brian Linke, rektor på Tornbjerg gymnasium
Fernisering af “Today” – 2022
Today er et fantastisk smukt værk med en kritisk kommentar til vores samtid. Noah har lavet et moderne værk med dybde, kant og stærke budskaber. Værket indeholder flere narrativer og interessante detaljer, der med en ironisk distance, men også et humoristisk nærvær, forbinder fortid, nutid og fremtid. Det er et værk, som giver stof til eftertanke, og som KVUC kan inddrage i undervisningen.
Værket referer til temaer som identitetsskabelse, køn, selvdyrkelse og det at være ung i dag, med reference til Narcissus. Det berører desuden vores samspil med digitale medier, menneskets forhold til religion – og klimakrisen som en præmis for vores eksistens i dag. Med en lettere omskrivning af den motivmæssige inspiration kunne man kalde Noahs værk for ”Skabelsen af det moderne menneske”.
Noah formår som ung kunstner således at levere et værk med en høj æstetisk værdi og relevante samfundskommentarer. Værket appellerer bredt, og det giver anledning til refleksion blandt både medarbejdere og elever, der spænder vidt i alder og social baggrund, Endvidere afspejler værket Noahs imponerende tekniske kunnen.
– KVUC rektor, Anita Lindquist
Citater fra DR artikel til Danmarks bedste portrætmaler, sæson 3
– Noah Larsen Suescun lignede dog ikke en idiot på tv. Tværtimod. Faktisk blev hans portrættegning så god, at Mads Steffensen valgte at tage den med sig hjem. Mads Steffensen var imponeret over detaljeniveauet, der ‘næsten fik tegningen til at ligne et fotografi’. Og det var ikke kun ham, der var imponeret. Det var dommerpanelet også. Så Noah Larsen Suescun strøg videre til semifinalen, og fik panelets rosende ord med på vejen. –
– Men det var ikke kun hans humor, som sendte Noah Larsen Suescun videre i ‘Danmarks bedste portrætmaler’, hvor han portrætterede Mads Steffensen. Det gjorde også hans tegneteknik, som udløste dommer-reaktioner som: ‘En fabelagtig tegner! Helt fabelagtig!’ og: ‘Noah har nærmest gjort ham til en moderne Holger Danske’. –
– Noah Larsen Suescun vil gerne bruge sin kunst til at sætte spotlys på den danske kultur, som han mener, er blevet for materialistisk. Sammenlignet med sit latinamerikanske ophav synes han, at vi danskere har glemt vores medmenneskelighed i eufori over vores velstand. –
– Noah Larsen Suescun har altid forsøgt at kopiere virkeligheden med sin blyant. Som barn tegnede han de samme ting igen og igen, indtil han kunne gengive dem nærmest fotorealistisk. De ting, han så på tv, var en stor inspirationskilde. Da han var ti år, tegnede han således en satiretegning af en terrorist, som var i færd med at sprænge en politiker i jakkesæt i luften. En tankeboble over terroristen viste, at han syntes, politikeren var en gris. –